Sådan fanger du deltagernes opmærksomhed på Landsmødet

Sådan fanger du deltagernes opmærksomhed på Landsmødet


27
aug
Med nogle få greb kan du optimere din landsmødestand og skille dig ud.


Som udstiller til årets største begivenhed i fjernvarmebranchen – Dansk Fjernvarmes Landsmøde – konkurrerer du med mange om deltagernes opmærksomhed.

Og vil du være en af vinderne i den konkurrence, kan det godt betale sig at lægge lidt flere kræfter i din stand eller dit træfpunkt end de andre udstillere.

Når Landsmødet løber af stablen i oktober, er din stand eller træfpunkt nemlig det blikfang, der skal overbevise deltagerne om at komme hen og få en snak med netop dig – og ikke en af de over hundrede andre udstillere.

Men skal vi komme med et kvalificeret gæt, har du ikke et ubegrænset budget at arbejde med.

Derfor har vi samlet en række gode råd, du som udstiller kan bruge til at blive set på Landsmødet – uden at sprænge markedsføringsbudgettet.

 

Stande

Pas på pladsen

På en stand har du 3 x 3 meter at gøre godt med. Det er god plads, når din stand er tom – men bliver hurtigt fyldt ud af dig og dine kollegaer – og selvfølgelig også de deltagere, der kommer forbi. Måske har du også en disk og nogle produkter stående, som du gerne vil vise frem.

Når du indretter standen, skal du derfor være opmærksom på ikke at fylde for meget ind i området. En overfyldt stand kan hurtigt få dit blikfang – standens bagplader – til at drukne.

Samtalestarteren

Nogle gange skal der lige lidt ekstra til, når du skal tiltrække de mest tilbageholdende deltagere.

Derfor kan det være en god ide at have en ’samtalestarter’ med. Tænk over, hvad der giver mening for din stand - er det en spændende produktpræsentation, et fysisk produkt, man kan komme over og se, et skævt indslag eller en konkurrence, man kan deltage i – eller noget helt femte?

Uanset hvad giver det dig en måde at fange deltagerne på, når de går forbi din stand og viser interesse. Og har du fået blødt dem lidt op, er det lettere at få gang i snakken om det, du egentlig står der for.

Hav fokus på det visuelle

Med begrænset plads til indretning er det visuelle på bagpladerne din bedste mulighed for at få din stand til at skille sig ud og virke indbydende.

Derfor er der stor værdi for dig i at tænke over, hvordan du udformer og placerer de forskellige visuelle elementer på standen.

  • Logoet

Dit logo er et af de vigtigste elementer – lad det stå i en stor størrelse, højt oppe, på en rolig baggrund og uden andre budskaber ved siden af. På den måde får deltagerne let øje på din stand – og kan finde derhen, hvis de kender dig i forvejen.

  • Budskabet

Når du udformer din stand til Landsmødet, kan du med fordel vælge at fokusere på ét centralt budskab. Du har kun deltagerens opmærksomhed i et kort øjeblik – og du konkurrerer med alle de andre stande om den. Med andre ord skal du sørge for, at dit budskab går rent ind med det samme. Det kræver, at det ikke bliver mudret af masser af tekst, forklaringer eller komplicerede elementer.

  • Produktet

Vil du præsentere et produkt på din stand? Så sørg for at planlægge hjemmefra, hvor det skal stå. Det er vigtigt, at der rent visuelt ikke er noget, der forstyrrer bagved produktet, så det virkelig træder frem og kommer til sin ret.

De visuelle tommelfingerregler

Det kan godt betale sig at have et par ting i baghovedet, når du arbejder med det visuelle på din stand. Uanset om du selv designer, får hjælp af kommunikationsafdelingen, eller hyrer en ekstern ind.

  • Vælg en stor og ikke for spinkel skriftstørrelse. Den absolut mindste må være 72 pkt.
  • Vælg billeder i høj opløsning – mindst 75 dpi.
  • Tænk i kontraster – der skal være kontrast nok mellem baggrundsfarve, skriftfarve og grafiske elementer til, at man tydeligt kan se dit budskab.
  • Ud med rodet – både visuelt og fysisk. Sørg for at have nogle rolige flader, der virker indbydende for øjet.

 

En stand på Dansk Fjernvarmes Landsmøde giver dig gode muligheder for at fange deltagerne - især hvis du udnytter pladsen optimalt.

 

Træfpunkter

Udnyt dine muligheder

Har du et træfpunkt til Landsmødet, er det om at udnytte den smule plads, du har til at skille dig ud. Vi anbefaler, at du gør brug af muligheden for at få sat en rondel med logo i toppen af dit træfpunkt.

Det gør, at deltagerne kan spotte dig på afstand, fordi du både kommer op i højden og skiller dig ud fra de træfpunkter, der ikke bruger rondellen.

Husk også, at du kan hænge en skærm på dit træfpunkt, hvis du vil demonstrere noget eller bare have noget mere visuelt dynamisk med.

Blikfang, blikfang, blikfang

Dine plancher på træfpunktet er der for at fange deltagernes opmærksomhed og vække deres interesse. Alle detaljerne om dine produkter og services kan I tale om, når de er kommet hen til dig.

Med andre ord: Undgå for mange budskaber på dine plancher, komplicerede diagrammer og lange tekster i små skriftstørrelser. Jo længere væk, dit budskab kan ses – og jo mere rent, det er – jo lettere er det for dig at ramme dine potentielle kunder.

Diagrammerne, produktspecifikationerne og de nærmere forklaringer kan de altid læse mere om i en folder.

Brug bordet

Vores erfaring er, at du sjældent bruger bordet, der hører til dit træfpunkt, til at sidde og få en snak med deltagerne.

Kan du undvære noget bordplads, er det derfor helt oplagt at udnytte den til at øge blikfanget – selvfølgelig i den side, hvor deltagerne oftest går forbi. Der kan for eksempel stå en produktdemo, skilte eller lignende på bordet.

Tænk også over, om opstillingen på bordet inviterer til dialog. Står der en masse computere med opladekabler i eller sidder der nogen ved bordet og arbejder? Det kan risikere at afskrække nogle deltagere.

 

Har du et træfpunkt på Dansk Fjernvarmes Landsmøde, er det et spørgsmål om at mestre begrænsningens kunst, hvis du skal skille dig ud.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Seneste nyt fra vores verden - direkte til dig.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Spørg nogen, der ved, hvad I taler om


Hos FIF har vi været optaget af fjernvarme - og kun fjernvarme - siden 1984. Det giver os en unik indsigt i alt fra fjernvarmens særlige vilkår til forbrugernes fordele hjemme i stuerne. Og det kan du mærke i alle vores ydelser.


Fjernvarmens Informationsfond

Merkurvej 7
6000 Kolding
Tlf. +45 7630 8000

We are social